Han går ikke mere til hende

og nynner en øm melodi:

Han går men er nødt til at vende,

for hun har jo gjort det forbi

Nu går han alene og fabler

om alt som såvidt var begynt,

mens mannen i kveldsjøen stabler

en søile av skinnende mynt

Og minderne  stormer hans sanser

men himmel, hvor sværmer han hen?

han går ikke dit, hvor hun danser,

han går, - men vender igjen

                                                                                                          Wildenway